Erfaringer viser at kranio sakral terapi har en positiv effekt på følgende:
Angst
Tankemylder
Nakke- og rygsmerter
Uro i kroppen
Stress
Depression
Søvnproblemer
Muskelspændinger
Hovedpine/migræne
Kæbespændinger
Fysiske smerter
Piskesmæld
og mange andre udfordringer
Sådan foregår en behandling:
Du ligger påklædt på min briks, evt. med et tæppe over dig. Jeg behandler dig med blide og nænsomme tryk, rettet mod de spændinger og blokeringer, som fortrinsvis centrerer sig om hoved, rygsøjle og bækkenparti.
Behandlingen er så afslappet, at du enten falder i søvn eller kommer derned, hvor du næsten sover, men stadig registrerer, hvad der sker undervejs. Da jeg også er healer, vil du opleve, at mine hænder bliver meget varme undervejs.
Fornemmer jeg, at der skal lidt mere til, åbner jeg min værktøjskasse. Det kan være tankefeltterapi (TFT), dialog eller sten & krystaller. Det er meget individuelt fra person til person. Jeg anvender dét, der er mest hensigtsmæssigt for dig og som du giver tilladelse til.
Nogle gange er én behandling nok, men er der tale om længerevarende og kroniske problemstillinger, må du påregne flere behandlinger. Du kan dog forvente at mærke positive forandringer inden for de første 3 behandlinger.
Bivirkninger?
Der er som sådan ikke bivirkninger ved KST, men som reaktion på behandlingen, kan du opleve en efterfølgende udrensning af kroppen med forbigående smerter og træthed. Dette er mest udtalt de første par døgn efter behandlingen. Disse reaktioner er tegn på, at kroppen arbejder videre efter behandlingen. Det er vigtigt at drikke ekstra vand de første par dage, da vandet hjælper med udrensningen. Får du f.eks. hovedpine, kan det være fordi, at du har drukket for lidt.
Hvad er kranio sakral terapi?
Kranio sakral terapi (KST) er en blid og nænsom behandling med dybtgående virkning på krop og sind. Behandlingen indvirker på centralnervesystemet, som består af hjernen og rygmarven og afgrænses af kraniet og korsbenet (sacrum) – heraf navnet kranio sakral terapi.
Centralnervesystemet gennemstrømmes i en konstant rytmisk flow af spinalvæsken. Denne rytmiske bevægelse kaldes kranio sakral rytmen. Den forplanter sig til resten af kroppen og kan mærkes overalt på kroppen og kraniet af en trænet kranio sakral terapeut.
Behandlingen går ud på at udfri centralnervesystemet fra pres og blokeringer, at regulere kranio sakral rytmen, samt nære og styrke centralnervesystemet ved at stimulere væskegennemstrømningen. Når jeg forbinder mig med kranio sakral rytmen, synker du ind i en dyb afslappet tilstand, i hvilken spændingsløsning og forandring nemmere sker. I denne tilstand er du tillige tæt på underbevidstheden, der sommetider frigiver psykisk materiale, som beder om opmærksomhed.
KST arbejder med knogler, membraner (hjernehinder), cerebrospinal væske (hjernevæske), muskler, bindevæv og organer og har hermed indflydelse på nerve-, hormon- og immunsystemet og har dermed en effekt på hele kroppen.
Historie – kort fortalt:
KST udspringer fra en osteopatisk (manuel-medicinsk) metode og blev først beskrevet af den amerikanske osteopat og læge William Sutherland omkring 1920. Det var W. Sutherland, der fik dokumenteret, at der er bevægelighed mellem kranieknoglerne også hos voksne. Op igennem det 20. århundrede arbejdede først Sutherland og siden hans elever videre med disse opdagelser og skabte teknikker, der blev en del af den osteopatiske behandlingsform.
I 1970-erne forskede den amerikanske osteopat og læge John Upledger videre på disse optegnelser og udviklede KST som selvstændig behandlingsform. Den danner grundlaget for terapiformen, som vi kender den i dag. KST udøves i dag blandt andet af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedspersonale i USA, Europa, Australien og New Zealand og kom til Danmark midt i 80-erne.